Fra Kerte Sogn 1

Af  OLAF  ANDERSEN

Fra naturens haand er Kerte sogn et af de skønneste i Vestfyn. Alle landskabets grundtræk er udformet i istiden og det følgende store tøbrud. Bankerne er sammendynget af bræen, og Brændeaaens dal er paa disse kanter udfuret af smæltevand. Derved har sognet faaet sit tvefoldige naturpræg: det højtbølgende jordsmon med frie og vide udsyn, og de dybe, lukkede dallandskaber med store overraskelser for øjet, omspundet af den hemmelighedsfulde stemning, der skabes af skov og rislende aaløb i forening.

Men foruden det bølgende højland og den dybe smæltevandsdal rummer Kerte sogn — ligesom en række andre sogne i det indre Vestfyn en tredje, mindre kendt landskabsform, som paa sin vis er den mærkeligste. I den østlige del af sognet er der aflejret flere banker med højtliggende flade tinder og stejlt affaldende skraaninger mod de omgivende lavdrag; den største af disse højflader findes i nærheden af gaarden Stadsbjærg. Jordbunden er stift, stenfrit ler, og man ved nu, at de vandrette lerlag er blevet til paa bunden af issøer, der har dannet sig ved afsmæltningen af "døde" isklumper, som blev liggende tilbage, da størstedelen af bræen var smæltet bort. For den der er øvet i at iagttage landskabsformer danner issøerne et forunderligt og særpræget indslag i det strøg af Fyn der har Vissenbjærg til knudepunkt. Og det mærkelige er, at nogen af de højeste punkter i Kerte sogn maa søges paa disse flade tinder.

I den sydøstlige del af sognet naar en hævning i den gamle issøbund op til 81 meter over havet. Sognets top er dog en virkelig banke; den finder man allerlængst mod nordøst, hvor Lindebjærg i stærkt bakket jordsmon hæver sig til en højde af 86 meter.

For at skaffe os overblik over omlandet gaar vi op paa et af de mange højliggende steder. Lad os ta banken, der løfter sig lige nord for Kerte kirke.

I nordvest ser man ned over aadalens prægtigt slyngede fure til de delvis lyngklædte Favrskov Bjærge. Ret i nord har vi bag gaarden Møllerknappe den svulmende Ørsbjærg Skov; paa en nærliggende skraaning lidt til højre ses et par yndigt liggende smaahuse, og mod synsranden Aarup Mølle. Følger vi horisonten med solen, hilser vi paa Ormehøjs ensomme, vidtsynlige træer; Brændholts Bjærg ligesom dukker sig og er her synligt som en brunlig hattepul, medens Frøbjærgbankernes stærke linjer svajer stolt imod himlen. Saa kommer Ørsbjærg by med Kvindebjærg, Kerte med kirken og det fritstaaende taarn. Længst borte flyver blikket i syd-vest og vest, hvor et bølgeformet landskab sænker sig mod Lillebælt. Det møder os i blink efter blink, og i en af de glitrende strimer svømmer den flade, langstrakte Baagø, man ser Wedellsborgs skove, Husby kirkes løgformede spir og Skamling blaanende hinsides et glimt af bæltet.

Sognet gennemstrømmes i retning fra øst til vest af Brænde aa, Fyns næstlængste vandløb, der har sine kilder helt inde i højlandet omkring Tommerup. Aaen træder ind i sognet vest for Gl. Skydebjærg Mølle og bugter sig i en uendelighed af slyngninger vesterpaa, omgivet af smalle engdrag og stejle banker, ofte med skovklædte eller lyngklædte sider. Det er ikke alene Brændeaadalens smukkeste Strøg, det er ligefrem det skønneste og mest afvekslende dalføre i hele Fyn. Vest-nordvest for Favrskov Mølle siger aaen farvel til Kerte sogn. Fra dens indløb til dens udtræden er der i luftlinje kun 4,9 km, men selve det bugtede vandløb har en meget, meget større længde.

Ørsbjærg skov er uden sidestykke i det fynske landskab. Man kan naa den fra syd over Møllerknappe, hvor en sti til venstre fører ned til en spange over aaløbet. Men det stærkeste indtryk faar man, hvis man østerfra kommer ind i skoven og svinger til venstre ad en skovvej, der fører ned mod de vældige sydskrænter. Nordøst for Møllerknappe falder jordsmonnet overraskende pludseligt saadan noget som en 30 meter i dybden. Jeg kunde unde mangen gæv jydesvend at opleve denne henførende aabenbaring af et ukendt Fyn, den straalende forening af dalkløft og synsvidde, af løndom og frihed. Saa stejlt er faldet, saa dybt nede bunden, saa stolt den smalle rygning, man staar paa, at man føler sig nærmere himlen, det er næsten som jorden hæver sig under ens fødder, man gribes af en blanding af bjærgfølelse og afgrundsfornemmelse, en let og luftig, mildt velgørende svimlen. Om sommeren maa man nøjes med at lytte til aaløbets klingende musik, ved foraar og efteraar kan man tillige skimte dens syngende strime, et oversanseligt, levende væsen, der bugter sin sølvgnistrende krop gennem dalen i hele dens længde. Og mod vest, langt, langt ude, ses et par fjærne bæltblink, underfuldt indrammet af høje bøge og dejlige fritstaaende skovfyrr.

Det er herligt, men noget vildsomt at gaa paa sin fod fra Ørsbjærg skov gennem Favrskovs banker til Klakkebjærgs top.

I aavandet lever krebsen og malermuslingen, som dog næppe trives saa godt som for en halv snes aar tilbage, da vandet endnu ikke var nævneværdig forurenet. Det jysklignende præg over hele dette strøg giver sig til kende baade i plantevækst og dyreliv. I lyngbakkerne, ja helt nede paa engene, holder hugormen til, og gyvelen vælter sin guldgule, vellugtende blomsterfylde ud over landet ved forsommertid, medens de mange sødt duftende syrenhegn, der ogsaa hører de sandede egne til, vidner om fynboens lyst til pryde og hygge om sin hjemstavn.  

Gengivet med venlig tilladelse fra Vestfyns Hjemstavn